Hvad tilbyder jeg

IMG 8441Jeg tilbyder en dagpleje, hvor der er ro og tid til fordybelse, glæde, tryghed og kærlig omsorg, udvikling og god tid til det enkelte barn. Der vil være masser af kreativ udfoldelse og hyggelig leg. Der vil være sund kost og god søvn og ikke mindst rigtig god service.
Pædagog. Som pædagog har jeg et falkeblik for børnenes trivsel og et dybdegående kendskab til barnet faser og udvikling. Jeg deler gerne ud af min erfaring og jeg prioriterer højt den daglige snak og sparring med forældre. Det er trods alt jer, der kender jeres barn bedst. Jeg ser kun hvordan det agerer i dagplejen.
Ro. Til september 2017 bliver jeg Mindful dagplejer. Derved får jeg endnu mere fokus på at skabe små meditative stunder med børnene, hvor der er plads og tid til at mærke sin krop og sit sind, samt at give mulighed til fordybelse.
Glæde. Jeg arbejder meget bevidst med anerkendende pædagogik og Marte Meo, hvilket vil sige, at jeg har fokus på at se og følge barnets gode initiativer, bekræfte barnets følelse og handling, og at styrke barnets selvværd, ved selv at være smilende og imødekommende. Jeg lægger vægt på, at barnet skal føle sig elsket og værdsat, og skabe glæde og tryghed omkring mig.
Udvikling. Min pædagogiske baggrund gør, at jeg har stor fokus på børnene og deres unikke personligheder og elsker at støtte, guide og udfordre dem med henblik på læreplanerne, som handler om krop og bevægelse, sproglig udvikling, barnets alsidige personlige udvikling og sociale kompetencer, natur og naturfænomener, kulturelle udtryksformer og værdier.
Jeg forsøger så vidt muligt at skabe ro og forudsigelighed i hverdagen og ikke udsætte børnene for situationer, der kan virke stressende for dem, f.eks. stiller jeg kun de krav til børnene, som jeg ved, de kan magte, fordi al positiv udvikling skal foregå i trygt miljø.
Kreativitet. Børnene har en del legetøj af høj kvalitet eks. Brio togbane og Lego. Børnenes malerier bliver lavet på tykt akvarelpapir og med kvalitets maling, eks. Stockmar akvarelfarver. Alle tegninger og malerier bliver omhyggeligt gemt og sat i barnet mappe.
Alle aktiviteter vil være tilpasset barnets niveau og interesser.
Jeg kan godt lide at synge og spille guitar med børnene. Vi har også musikinstrumenter, som børnene kan spille på.
Sund kost. Jeg tilbyder en sund, varierende og alderssvarende kost, som er sukkerfattig og overvejende økologisk. Det er også muligt at dit barn kan få vegansk kost. Nogen gange laver jeg også varm mad til børnene. Det er vigtigt for mig, at måltiderne foregår i en hyggelig atmosfære, så barnet får lyst til at spise.
God søvn. I min dagpleje får børnene lov til at sove lige så længe de kan, da jeg mener, at det er sundest for børnene. Det er sundest for indlæringen og for at kunne bearbejde dagens oplevelser. God søvn skaber en sund krop og et sundt sind. Det kan være hårdt arbejde for et barn at være udenfor hjemmets trygge rammer uden sin mor og far.
Børnene kan sove inde i værelserne på 1. sal eller ude i barnevogne eller krybber.